Jonna Glifberg er vokset op i et hjem med klaver og en sangglad familie, så hele hendes liv har været masser af sang, musik og optræden.
Allerede som ganske lille ”hundsede” hun rundt med sine mange fætre og kusiner, når de alle var samlet hos mormor og morfar. De brugte mange timer i det ”lille kammer ” med at finde på sange, danse o.a. som de så optrådte med i stuen foran alle de voksne. Det hele blev styret med hård men kærlig hånd af Jonna.
Jonna har i hele sin skoletid sunget i skolekor og været en del af de årlige skolekomedier, hvor der både skulle synges, spilles skuespil og danses.
Fra Nyager Skole blev hun ret hurtigt headhuntet til Islev Skoles pigekor, et sangkor, som lå på et højt niveau og senere blev til ”Centuria Koret”. Dette kor rejste i mange år rundt i Europa og gav et utal af koncerter i bl.a. Tyskland, Holland, Østrig, Italien, Færøerne mm.


Under sin uddannelse på Fritidspædagogseminariet var Jonna med til at starte et Seminarie-band, og her blev de første frø lagt i forhold til at stå i front som sangerinde i solistrollen.
Arbejdsmæssigt brugte Jonna i mange år som pædagog sin egen ”musiske rygsæk” (musik, teater og dans) i arbejdet med børnene.
Men udviklingen og lysten til selv at lære mere i den musiske genre voksede. Og i slutningen af 80´erne var Jonna igennem 4-5 år deltager på det musikalske sommerkursus ”Kucheza” på Herning Højskole, hvor bl.a. hendes store guru Leif Falk var underviser.
På ”Kucheza” blev kimen lagt til mange rejser til Cuba for at lære endnu mere om dans, sang og congaspil.
I 1997 begyndte Jonna at spille revy i Rødovre Revyen. Det blev til 26 år, hvor hun som skuespiller fik brugt alt det, som hun igennem hele livet havde samlet sammen i sin rygsæk.
Det blev til masser af sang, dans og sketches, ja hele revypaletten blev udviklet igennem disse år.
De mange år i Rødovre revyen blev én af Jonnas særlige stjernestunder. Hun oplevede at kunne glæde andre fra de skrå brædder, og selv blive berørt, når det hele gik op i en højere enhed. Og at kunne nå ud til bagerste række i salen var en oplevelse så dejlig og livs-bekræftende, at hun næsten kunne flyve.
I flere sæsoner fik Jonna også æren af at være revyens instruktør.
I 2005 begyndte Jonna, -parallelt med arbejdet i revyen, at synge i vokalgruppen CHJES, der sang rytmisk musik såsom, Beatles, The Mamas & the Papas, Everly Brothers og andre kunstnere, der kunne give CHJES den rigtige ”sound”, som handlede om velklingende, flerstemmig sang.
De mange år med revyen og med CHJES har været med til at give hende den store rutine, som gør, at hendes fremtoning på scenen i dag er lige så selvfølgelig og overbevisende, som man kender det fra andre garvede sangsolister.
I dag optræder Jonna primært med ”Den danske sangskat fra 1930érne og til i dag” sammen med Øyvind Ougaard. Hun føler sig virkelig hjemme i denne sammenhæng, hvor hun synger alle de sange, der har en særlig plads i hendes hjerte - melodier fra ”Mindernes Alle”

Har du spørgsmål, ønsker yderligere information eller vil du gerne booke os? Brug formularen til at sende din forespørgsel.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jonna Glifberg
Øyvind Ougaard
Telefon: +45 2270 0550
Email: joglif23@gmail.com